Bonusmateriale til bogen Krig, Kirurgi og Kærlighed

Rasmus Movin skriver om befrielsen den 4. maj 1945

Ingen af os vidste hvordan krigen ville ende. Sabotage og at opbygge en organisation den dag krigen endte var vores mål. Vi, i modstandsbevægelsen , mente ikke at det var usandsynligt der ville blive kæmpet på dansk jord.

Da jeg var i Næstved kort før kapitulationen, traf jeg de fleste af de gamle modstandsfolk. De troede på kamphandlinger som afslutning. Enkelte imødegik mig når jeg gav udtryk for, at det nok var andre opgaver, der kom til at foreligge. Jeg troede på kapitulationen. "Invasionen bliver en kendsgerning" kan jeg huske en af dem sagde ganske afgjort. Det var en temmelig meningsløs tanke. Hvad i himlens navn skulle de lave en invasion for her i Danmark så sent, når de var ved at afskære dem i Sønderjylland og snart,  om tyskerne ikke kapitulerede, kunne mase op gennem Jylland. Kapitulationen kom.

Den 4 maj om aftenen kørte Nina og jeg en runde ind på Rådhuspladsen og oplevede den forheksede stemning der. Derefter kørte vi ud til min søster Lisbeth og Lau (Lauritzen), men netop da vi kom, var alarmeringen der. Jeg kørte med Lau og Reichhardt (Poul) til samlingspunkt ASA. Ved midnatstid kom der ordre til Lau, som var delingsfører region VI, 4 kompagni, 3 Deling, Lyngby, Holte,Gentofte, om besættelse af broen ved Frederiksdal. Vi tog afsted i Asavognen, der blev placeret på tværs af broen.

Regnen silede ned det meste af natten, og den eneste opmuntring var, at kroværten trakterede med cigaretter og gammel tyk porter. Ensformigheden blev dog brudt ved, at vi åbnede ild mod en vogn, der ikke standsede ved de to første vagtposter. Først, da Lau placerede en salve lige foran vognen, stoppede den op og to drukne mandspersoner og en kvinde tumlede ud, skræmt fra vid og sans. "De havde bare været ude at fejre det."  Det var næsten synd både for dem og kuglerne, men ellers var de vel kørt lige ind i Asavognen.

Det hele havde nu ikke mere interesse for mig. Det var afgjort og sejren vundet af de tre store allierede, ikke af os, og jeg var ikke deltager i den berusende leg efter kapitulationen. Sabotagen havde jeg altid opfattet som hovedopgaven og det var den uomtvisteligt også, med de midler vi havde til rådighed størstedelen af besættelsestiden.

Danmarks hovedindsats lå på det tidspunkt hvor fjenden var stærk og manifesterede sig tydeligst ,og mest effektivt, gennem folkestrejkerne samt først og fremmest gennem sabotagen.

Beskæmmende er det blot, at der før den 29 august 1943 ikke fandtes en organiseret modstandsbevægelse. Vi vågnede noget vel sent, og de fleste gjorde det vel aldrig.

 

For den fulde originale beretning se www.modstand.natmus.dk

Rasmus Movins beretning og lydbånd 08A-14716 og 07B-11549

 

 

 

uddrag af Esben Kjeldbæks interview med Rasmus Movin overlæge Frederiksberg Hospital 1/10 1979. Frihedsmuseet.

Holdningen i byen overfor Modstandsfolkene. ?

 

Overlæge Tønnesen har givet udtryk for, at når han befandt sig i de bedre sociale lag som hans stilling bestemte, så følte han sig delvis frosset ud  som følge af sit medlemsskab af Dansk Samling.

Modsat hvad man læser i litteraturen, er det korrekt, at den danske befolkning indtil et sent tidspunkt i krigen var  imod sabotage?

 

Folk var ikke nazister, men modstanden mod sabotage var der indtil sent i krigen. Lad mig give et eksempel. Omkring det tidspunkt, da vi havde bestemt os for at sprænge krydsfinerfabrikken, fik jeg en henvendelse fra Overlægen på medicinsk afdeling.  Han sagde, at han kendte direktøren og han var en god mand. Det var så en underforstået meddelelse om at lade være.  

 

For en meget stor del, af befolkningen, vendte det jo aldrig, men i begyndelsen af 1945 kunne meget lade sig gøre. Et eksempel : Det tog os over 3 kvarter at få en vogn med våben  fri (ved Holme – Olstrup). Op mod 100 arbejdere fra fabrikken hjalp til ved højlys dag og ikke en lyd slap ud, men på det tidspunkt var vi kommet så langt hen, at alle vidste, hvad vej det ville gå.

 

Var det ikke ret farligt i en lille provisby at være aktiv ?. Jo det kan man godt sige og og det er da også ret fantastisk, at det overhovedet gik så godt som det gik. Måske mere held end forstand.

 

Hvordan var forholdet til politiet ? Vi havde et godt samarbejde med enkelte politifolk, men ellers var der en betydelig skuffelse over polities indsats. De var for ivrige til at rette sig efter Stauning og andre.

 

For eksempel den der arrestationsbølge af kommunister der gik hen over landet, at den danske befolkning accepterede det, at man trådte Grundloven under fode. Det er et sort kapital, men der var jo ingen eller få kommunister i Næstved. (Lov om forbud mod kommunistiske foreninger m.v. vedtaget august 1941 efter at politiet havde arresteret ca. 300 kommunister og interneret dem i Horserød lejren 22. juni 1941, idet de hævdedes at være en trussel mod Statens sikkerhed)

Nina´s mere festlige aftener på Gentofte Amtssygehus 1951 forår

Gentofte onsdag 21. marts 1951

Nina skriver

Elskede Ras. det er lidt underligt at skirve på maskine, men der kan stå mere på en side på den måde og det er sikkert lettere for dig at læse. (Billedet til højre viser Susanne med Claes og Cessa i baggrunden)

Thue og frue naboerne er rejst til Kelleris vingården i Nordsjælland i påsken så her er lidt tomt. Min søster Inger kom den 16. marts for at hente manden Vagn. Vi havde et par hyggelige dage inden hans båd Selandia ankom den 19. marts om morgenen. Efter den tid varede det 2 døgn inden jeg så dem igen. Det var næsten ikke til at holde al den gensynsglæde ud, hvad han havde med til hende var rent ud sagt fantastisk. Det skriver jeg ikke som en opfordring, da jeg ved du hverken har lejligheden eller pengene, men jeg må sige hans sparsommelighed, hvis han har en sådan, havde han kastet over bord på denne tur. Han havde brugt hver en øre på at købe lækre ting. Jeg fik et oxideret sølvlæbestiftshylster, meget lækkert med motiver på.

De kom kl. 9 til natmad, da jeg kom hjem fra engelsk. Vi havde det vældig rart, drak af jubilæumssnapsen, kl. 23 kom Mutte og Thue ind. Thue i drikkehumør. De gik klokken 02.00 og der var en der savnede sin Ras.

Jeg klager ikke, Peter og fætter Eddie besøger mig så hyppigt, så jeg næsten ikke får tid til at stoppe strømper, så det må Stine (den unge pige) gøre. Hun strålede som en sol da jeg overbragte din hilsen, og sagde hils igen.

Mandag den 19 var svigermor, Thues og jeg til afdansningsbal med Susanne, Michael og Susse. Bagefter hentede Thue sit foto apparat og nogle stærke pærer. Vi tog ca. 35 billeder. Det er meget spændende om der overhoved er noget på, til sidst var vi meget pjattede. Thue tog nogle af Mutte mens undertegnede drak drinks. Derefter tog Mutte et af Thue og undertegnede siddende kærligt i sofaen med det specielle formål - forsendelse til Ras.

Susanne (8 år) havde de sidste billeder støttet lampen pludselig ville hun ikke mere og erklærede nej det billede vil jeg ikke hjælpe med til. Mutte sagde "jamen det er bare for sjov Susanne, jeg er her jo også", men det ville hun ikke. Da vi senere stod ude i køkkenetsagde hun, "kan du ikke godt forstå mor, jeg ville ikke hjælpe til med det billede for det er jo far du er gift med. Så du har din støtte garde Ras, men jeg må sige jeg blev noget paf over den reaktion.

Rasmus skriver følgende til Nina da han har læst historen. Susannes historien med blitzlampe og dig og Thue er ude over hele skibet- Det er min ynglingshistorie.

 

Korea krigen og Jutlandia faktaboks

 

Koreakrigen

Den 24. juni 1950 angreb Nordkorea ind over grænsen til Sydkorea. Krigen varede indtil våbenhvilen blev underskrevet 27.juli 1953. Våbenhvilen er gældende den dag idag. Der er endnu ikke sluttet fred.

Jutlandia

FNs sikkerhedsråd vedtog en resolution der opfordrede medlemslandene til direkte militær deltagelse. Det danske svar var at sende det danske hospitalsskib Jutlandia til Korea under tre flag, Dannebrog, Røde Kors og FN flaget. Skibet blev brugt til hospitalsskib og til transport af patienter til forskellige FN medlemslande.

Skibet var på 3 togter

1. togt - Fra den 23 januar 1951 fra København til Pusan 10 marts og return til Europa, Rotterdam den 15 september .

 

2. togt- Fra Rotterdam  den 29 september  1951 til Pusan 16 november og retur til Danmark Nakskov skibsværft den 2 juli 1952.

 

3. togt - Fra Nakskov , hvor det havde fået helikopterdæk monteret agter, til Inchon tæt ved fronten 21 februar. Skibet returnerede til København for sidste gang den 16. oktober 1953 .

 

Mange lande sendte tropper mens Sverige oprettede et hospital i Pusan området  et par kilometer fra havnen, som de drev også efter krigen. Norge drev et hospital M.A.S.H.  Mobile Army Surgical Hospitalz ca. 30 kilometer bag fronten. Hospitalet er i telte der forholdsvis hurtigt kan blive pakket ned og sat op et andet sted. De sidste to af krigen var fronten forholdsvis stationær omkring 38 breddegrad.